Mere kontrol af private tilbud
På Arbejderklassens Internationale Kampdag 1. maj er der tradition for at gøre status. Hvordan står fagbevægelsen i kampen for at håndhæve arbejdernes økonomiske og politiske krav og rettigheder? Hvordan står de politiske kræfter i landskabet, er de medspillere eller modspillere i klassekampen? Og hvordan ser det egentlig ud, landskabet der sætter dagsordenen for vores bestræbelser på at forandre verden?
Følger man med i den almindelige mediestrøm, bliver svaret på de spørgsmål – i det ringe omfang de overhovedet stilles – søgt i en parlamentarisk sammenhæng. Som da Altinget i februar måned under overskriften “Et paradoks går gennem dansk politik” skrev:
“Parlamentarisk har centrum-venstre ikke stået stærkere i Folketinget i fem årtier, men samtidig har venstrefløjen aldrig været mindre rød, mindre socialistisk og mindre utopisk.”
Der er virkelig brug for et opgør med det samfundssystem, der skaber ulighed, økonomiske og økologiske kriser og krige.
Altinget tog grand old men som Holger K. Nielsen og Søren Søndergaard til indtægt for synspunktet om, at der “mangler systemkritik på venstrefløjen”, og beskrev situationen således:
“Store visioner om et totalt anderledes samfund er afløst af pragmatiske aftaler. Kollektiv ejendomsret er skiftet ud med minimumsnormeringer. Og senest var Enhedslisten for første gang i partiets historie med i en aftale om politiet.”
Egentlig ikke en helt gal beskrivelse af den parlamentariske situation. Der er langt mellem de skarpe, systemkritiske udfald, der får én til at tænke: Det er da systemet, som det er skruet sammen, den er gal med. Det må laves om!
Set i det lys kunne man have store forventninger til Enhedslistens Pelle Dragsteds nye bog “Nordisk socialisme”, der udkommer her 1. maj. Nu kunne den socialismediskussion komme, som der bliver mere og mere brug for, i takt med at det kapitalistiske samfund så åbenlyst spiller fallit i forhold til at løse menneskehedens mest basale problemer. Vi lever jo i en tid, der er spækket med konflikter og brudflader, der leder hen mod et andet samfund.
Jeg skal ikke her forholde mig detaljeret til alle Pelle Dragsteds pointer og omfattende researcharbejde om den danske kapitalisme og den nordiske velfærdsmodel. Kun til det strategiske sigte. Og dér må jeg sige, at Pelle Dragsted står langt fra os som revolutionære.
Den toneangivende enhedslisteprofil ser ud til at være ude i et slags brobyggerprojekt mellem revolutionære og reformister, hvor det er de sidstnævnte, der lægger alle grundsten og bygger alle bropiller. Det er bestemt ikke irrelevant at inddrage erfaringer fra for eksempel andelsbevægelsens historie og den offentlige sektors rolle i Danmark. Og det er heller ikke forkert at sige, at kimen til socialisme allerede findes under kapitalismen. Sådan har det været med alle hidtidige samfundssystemer – de bærer både det gamle og det nye i sig.
Under det sidste års pandemi har vi overalt i samfundet oplevet utallige eksempler på, hvordan fællesskabet har stået stærkt og finder løsninger på de kollektive problemer. Hvis det bringes videre til også at omhandle en fælles styring af samfundets formuer og værdier, ja så rammer vi helt enkelt socialismen.
Men det kræver netop også en fælles styring af samfundets formuer og værdier, et brud med de nuværende ejendomsforhold.
Pelle Dragsted skriver i sin bog:
“Er det, jeg foreslår, overhovedet socialisme? Hvis man ved socialisme forstår et samfund, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne er afskaffet, hvor alt ejerskab til virksomheder og banker er samlet i statens hænder, og hvor markedsmekanismerne er fuldt erstattet af en central politisk planlægning af produktion og distribution, så nej, det er det ikke,” skriver Pelle Dragsted (Nordisk socialisme, side 327).
Det er nemlig ikke en vision, der er “hverken mulig eller attraktiv” (samme sted).
Sådan ser vi kommunister ikke på det. Vi finder visionen både mulig og attraktiv, ja tilmed nødvendig. Netop afskaffelsen af privatejendomsretten til produktionsmidlerne er dét afgørende kendetegn, der adskiller socialisme fra kapitalisme. En sådan omdannelse sker ikke ved et trylleslag, og alt skal ikke nødvendigvis være på statens hænder. Men kapitalisme og socialisme er grundlæggende hinandens modsætninger. Vi kommer ikke fra det ene til andet uden et brud, hvor de nuværende økonomiske magthavere sættes ud af spillet.
Den økonomiske magt i samfundet erobres af folket, ved at de vigtigste produktionsmidler, banker og alle andre finansieringsvirksomheder samt alle samfundsvigtige virksomheder og tjenester overgår til samfundseje. Og at samfundsøkonomien i stedet for at være underlagt markedskræfter og profithensyn ledes ind i en planmæssig udvikling. Og så mener vi i øvrigt, at det gamle statsapparat, som er et redskab for kapitalen, må nedbrydes og erstattes af et nyt magtapparat, som er under det arbejdende folks kontrol og i dets tjeneste.
Det er det, der er målet. Det er det, vores strategi tilrettelægges efter. Det er den vision, vi lader os lede af. Det er i den retning, det er nødvendigt at gå, uanset tempo og mulige overgange.
Socialisme skal både som begreb og som mulig – og nødvendig! – praksis gøres nærværende og kobles til virkeligheden i dag. Det er hævet over enhver tvivl, og det har revolutionære og kommunister altid arbejdet på. Vi beskæftiger os seriøst med, hvordan styrkeforholdet er mellem klasserne nationalt og internationalt. Vi tager vores historie, befolkningens livsbetingelser, kultur, leveforhold og erfaringer i betragtning.
Men ikke at have et revolutionært perspektiv er i dag ganske enkelt uambitiøst set i lyset af de alvorlige samfundsproblemer, som kapitalismen har skabt og til stadighed skaber.
Men for nu at vende tilbage til behovet for at gøre status – hvordan står det så til?
Virkeligheden i Danmark i dag er, at de hårdeste kampe for arbejderklassen ikke kæmpes på generalforsamlinger i pensionsselskaber eller om aflønning i form af medarbejderaktier. De kæmpes dér, hvor kapitalen virkelig slår til i dag. Hvor kapitalens overlegne styrkeforhold kommer konkret til udtryk. Der hvor usikre jobs er blevet en del af hverdagen. Hvor coronapandemien ikke førte til hjemmearbejde men til fyring.
Eksemplet nemlig.com er et koncentrat på det samfund, vi lever i: Her har vi på toppen Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, den højst placerede dansker på finansmagasinet Forbes’ liste over de rigeste i verden. Hovedaktionær i nemlig.com. Med en formue der er vokset med hele 50 milliarder til 82,6 milliarder kroner under pandemien. Under to procent af danskerne tilhører en sådan overklasse. (Se: Rige børn leger bedst, 2021). Og så har vi på bunden chauffører og lagerarbejdere hos nemlig.com, der arbejder under horrible og yderst usikre forhold. 22 procent af de ufaglærte arbejdere har usikre jobs (samme sted).
Det lyder som en floskel, men er den skinbarlige virkelighed: Den rige overklasse er blevet rigere, kapitalejerne har kronede dage, og derfor står de også så stærkt i styrkeforholdet over for arbejderklassen. Klasseskel og ulighed uddybes. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i mange andre lande.
Og så har jeg slet ikke nævnt den faktor, der udgør det store vendepunkt: Klima- og biodiversitetskrisen og den profitdrevne vækstspiral der er ved at æde vores klode op. Også her er det kapitalismen, der er problemet. Når stræben efter mest mulig profit sættes i højsædet, bliver menneskets og naturens behov og interesser tilsidesat.
Så der er virkelig brug for et opgør med det samfundssystem, der skaber ulighed, økonomiske og økologiske kriser og krige.
Og hvordan tager vi så fat i det? Hvordan nærmer vi os dette opgør? Hvis ikke vi her og nu diskuterer hvordan og i praksis baner vejen for det, har vi tabt på forhånd.
Mit bud på den mest akutte opgave at tage fat på her i foråret 2021, hvor vi i halen af pandemien forhåbentlig snart kan genoptage et næsten normalt og aktivt liv, hedder organisering. Organisering i fagforeninger. Organisering på arbejdspladser. Organisering på overenskomster. Politisk organisering. Ja, næsten hvilken som helst form for organisering i fællesskaber der byder kapitalen trods og sætter mennesker før profit. Arbejderenhed mod storkapitalen, kalder vi det.
